Prorussiske separatister i den østlige del af Ukraine får angiveligt militær hjælp fra Rusland.
Det er i hvert fald beskyldningen fra den ukrainske indenrigsminister, Arsenij Avakov, som siger, at tre kampvogne og andre militære køretøjer har krydset grænsen til Rusland og er kørt ind i det østlige Ukraine for at hjælpe oprørene.
- Vi har observeret kolonner af pansrede mandskabsvogne, andet militært køretøj og militært skyts samt tanks, der ifølge vores informationer krydsede grænsen her til morgen og nu befinder sig i (byen, red.) Snisjnje, siger Avakov til journalister i Kijev.
Rusland har ikke svaret på beskyldningen, men korrespondenter for Reuters oplyser, at de har set to kampvogne i byen Snisjnje, der ligger i Ukraines østregion. Det er dog uklart, hvor køretøjerne kommer fra, og om de tidligere er blevet brugt af russisk eller ukrainsk militær.
I en telefonsamtale med Ruslands præsident, Vladimir Putin, har den nyvalgte ukrainske præsident, Petro Porosjenko, kaldt det "uacceptabelt", at tanks har fået tilladelse til at køre ind i Ukraine fra Rusland.
Ifølge Avakov har ukrainske styrker ødelagt dele af kolonnen, og kampene foregår angiveligt endnu tidlig aften dansk tid.
Rusland har tidligere afvist at have hjulpet de prorussiske separatister, der har taget kontrol over adskillige byer i det østlige Ukraine.
Dog erkender prorussiske separatister, at de modtager nødhjælp fra russerne.
- Rusland hjælper os selvfølgelig med nødhjælp, mad, medicin, udstyr. Det vil vi ikke benægte, siger en anonym oprører.
/ritzau/Reuters