Ukraines midlertidige præsident, Oleksandr Turtjynov, har gjort landets fungerende militærchef, Anatolij Pushnjakov, til permanent militærchef i Ukraine.
Pushnjakov har fungeret som militærchef, siden den tidligere chef for militæret blev afsat i januar.
Udnævnelsen kommer efter flere dages blodige sammenstød mellem ukrainsk militær og prorussiske separatister i blandt andet de sydøstliggende byer Odessa og Slavjansk.
Over 30 personer meldes dræbt i Ukraine, og de dræbte tilhører både den ukrainske og prorussiske side af kampene.
Slavjansk har i længere tid fungeret som oprørshøjborg, fordi separatister kontrollerer byen.
Ifølge den fungerende indenrigsminister i Ukraine, Arsen Avakov, møder de ukrainske styrker både russere, tjetjenere og borgere fra Krim-halvøen i de voldsomme sammenstød. De kæmper på separatisternes side, siger Avakov.
Udmeldingen om den permanente militærchef kommer samme dag, som Europas udenrigsministre holder møde i Wien om krisen i Ukraine.
Udenrigsministermødet har særligt fokus på Ruslands rolle i konflikten.
- Rusland forsøger tydeligt at forstyrre og forhindre præsidentvalget, siger Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Han ønsker derfor at sende et klart signal til russerne om at stoppe urolighederne.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, er ifølge dpa også til stede ved mødet. Han og Rusland har afvist, at landet medvirker til ustabilitet i særligt det østlige Ukraine.
/ritzau/AFP