Resultatet af Ukraines præsidentvalg er suspenderet.
Landets Højesteret har besluttet, at det endelige resultat må vente, efter, at premierminister Julia Timosjenko, der tabte den 7. februar, har appeleret om at få resultatet omstødt på grund af omfattende valgsvindel.
Derfor er resultatet foreløbigt suspenderet indtil den 25. februar - den dag hvor sejrsherren Viktor Janukovitj skulle have været indsat ved en stor ceremoni.
Den russiskvenlige Viktor Janukovitj løb ellers med sejren i et valg, der af internationale valgobservatører er blevet kaldt frit og fair. Og USA's præsident Barack Obama samt andre verdensledere har allerede ønsket Janukovitj tillykke med sejren.
Men for to dage siden afleverede Timosjenko flere mapper, der ifølge hende dokumenterer valgsvindel. Samtidig har hun bedt sit kabinet om at udarbejde en fem-års-plan for økonomiske reformer, skriver politiken.dk.
Janukovitj vil have Ukraine tættere på Rusland, mens Timosjenko modsat forsøger at få landet med i Nato og EU.