Den by, som Ukraines repræsentant ved Eurovision kommer fra, er angiveligt blevet angrebet af Rusland, før duoen gik på scenen i Liverpool lørdag aften.
Det skriver det britiske medie BBC.
Ifølge en repræsentant fra det lokale militær, Volodymyr Trush, er to personer kommet til skade.
Ti minutter inden deres optræden postede musikduoen Tvorchi et opslag på Instagram.
Her citerede de meldinger om, at byen Ternopili det vestlige Ukraine var blevet angrebet.
Efter deres optræden skrev de endnu et opslag på det sociale medie.
- Ternopili er navnet på vores hjemby, som er blevet bombet af Rusland, mens vi sang på Eurovision-scenen om vores stålhjerter, uovervindelighed og vilje, skriver de i opslaget.
- Det her er en besked til de ukrainske byer, der bliver angrebet hver dag, skriver duoen.
- Europa, saml jer mod al ondskab for fredens skyld.
Tvorchi er en ukrainsk, elektronisk musikduo dannet i 2018 af Andrii Hutsuliak og Jimoh Augustus Kehinde.
Krigen i Ukraine blev ikke glemt under grandprixfejringen og blev italesat flere gange. Flere nationer har flaget med det ukrainske flag.
Årets Eurovision-finalebrag blev åbnet af sidste års vinder, Kalush Orchestra fra Ukraine.
Sangen "Stefania" indledte kulminationen på årets internationale melodigrandprix i et båndet klip, hvor en række forskellige kunstnere sang strofer af sangen.
Da klippene kørte over skærmen, var der en seance med Storbritanniens prinsesse Catherine, som spillede klaver til.
Rusland har ifølge BBC ikke kommenteret på meldingerne om angreb.
/ritzau/