Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger ifølge Reuters, at Ukraine er parat til at underskrive en mineralaftale med et "passende format" når som helst.
Det skriver Zelenskyj i et opslag på det sociale medie X.
Præsidenten skriver også, at han er parat til at gøre det godt igen med USA's præsident, Donald Trump.
Ukraine er klar til at arbejde under "Trumps stærke ledelse" for fred, skriver Zelenskyj.
Den ukrainske præsident foreslår også en våbenhvile "i luften" og "til vands".
- Ingen af os ønsker en endeløs krig. Ukraine er klar til at komme til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt for at bringe varig fred tættere på, skriver han.
I opslaget på X skriver Zelenskyj, at mødet i Washington D.C. fredag med Trump "ikke gik, som det skulle".
- Det er beklageligt, at det skete på denne måde. Det er tid til at gøre tingene rigtigt. Vi ser gerne, at det fremtidige samarbejde og kommunikationen er konstruktiv, skriver Zelenskyj.
Den ukrainske præsident understreger, at han og Ukraine værdsætter, alt hvad USA har gjort for at støtte landet og hjælpe Ukraine med at bevare sin suverænitet og uafhængighed.
- Vi husker det øjeblik, hvor tingene ændrede sig, da præsident Trump forsynede Ukraine med Javelins. Vi er taknemmelige for dette.
Javelin er navnet på et amerikansk panserværnsmissil.
Zelenskyjs opslag kommer, samme dag som USA angiveligt har suspenderet den militære støtte til Ukraine.
Dette er ikke officielt bekræftet af Det Hvide Hus.
Men Polens premierminister, Donald Tusk, har tirsdag bekræftet, at man ved grænserne til landet mærker, at USA har igangsat et midlertidigt stop i den militære støtte.
Tidligere tirsdag sagde Ukraines premierminister, Denys Sjmyhal, ifølge Reuters, at Ukraine vil gøre "alt for at beholde samarbejdet med USA".
Premierministeren understregende samtidig, at USA's militærstøtte til landet er "kritisk og hjælper med at redde tusindvis af liv".
/ritzau/