De to danske reportere, journalist Stefan Weichert og fotograf Emil Filtenborg Mikkelsen, der dækker krigen i Ukraine for Ekstra Bladet er blevet ramt af skud. Det skriver Ekstra Bladet selv.
De to var på arbejde i den østlige del af landet, da deres bil blev beskudt. Begge blev såret, men bragt hurtigt til et hospital til behandling. Begge meldes uden for livsfare.
De to har boet i Ukraine i to år og dækket konflikten for flere medier.
- Vi er glade for at være i live. Vi er ved godt mod omstændighederne taget i betragtning og håber vi snart kan komme hjem, siger Stefan Weichert til Ekstra Bladet.
Avisen arbejder nu sammen med Udenrigsministeret om at få de to evakueret.