Selv om The Beatles gik i opløsning for over 40 år siden, lever minderne stadig i bedste velgående. Og det er eks-beatlen Ringo Starrs seneste projekt et godt eksempel på.
Nu udgiver Starr en ny e-bog med hidtil ukendte fotografier af ham selv og de andre bandmedlemmer i The Beatles.
Her kan fans ud over at zoome ind og ud på billederne også høre lydklip, hvor den 72-årige eks-beatle fortæller historier om de gamle minder.
- Dette er billederne, som ingen andre har, siger den 72-årige Ringo Starr til Standard.co.uk.
I bogen "Photograph" vil læseren også kunne finde en række personlige fotografier om Ringo Starr selv.
Blandt andet kan man se billeder af ham som barn, hvor han modtager sit første trommesæt. Men man kan også se fotos af Starrs tidligere kærester og hans første bil.
E-bogen bliver tilgængelig via iTunes den 12. juni og vil senere på året kunne anskaffes i en printversion.
/ritzau/