31 velkendte navne og en i international topfodbold stort set ukendt spiller er kandidater til det europæiske fodboldforbund Uefas pris som den bedste spiller i de europæiske ligaer i sidste sæson.
Det fremgår af en liste, som Uefa har lagt ud på forbundets hjemmeside. Ét navn springer særligt i øjnene.
Waliseren Leslie Davies fra Bangor City kæmper mod blandt andre Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney om prisen, som Uefa indførte sidste år.
Dengang vandt argentinske Messi foran spanieren Xavi Hernandez og portugisiske Ronaldo.
Det fremstår ikke helt klart, hvordan 27-årige Leslie Davies har formået at snige sig med på listen.
Her er der ikke blevet plads til navne som den hollandske Bundesliga-topscorer Klaas-Jan Huntelaar fra Schalke 04, Bayern Münchens midtbanestrateg Bastian Schweinsteiger og formentlig mange flere navne, som klinger meget mere velkendte end Leslie Davies'.
Faktum er, at de 32 spillere er udvalgt blandt sportsjournalister fra alle Uefas 53 medlemslande, og her har man åbenbart vurderet, at Leslie Davies har gjort det godt nok til at komme med.
Listen er ellers ikke mindst domineret af Spaniens EM-guldvindere:
Xabi Alonso, Iker Casillas, Cesc Fabregas, Andrés Iniesta, Sergio Ramos, David Silva, Fernando Torres og Xavi Hernandez kan alle vinde prisen.
En niende spanier, angrebsveteranen Raul Gonzalez, er også blandt de nominerede.
Raul, der netop er stoppet i Schalke 04, var dog ikke med ved EM.
Uefas pris skal ikke forveksles med fodboldmagasinet France Footballs prestigefyldte Ballon d'Or, som fra 2010 fusionerede med det internationale fodboldforbund Fifas pris som verdens bedste fodboldspiller.
Den 14. august vil Uefa skære antallet af nominerede ned til tre spillere.
Prisen som den bedste spiller i Europa bliver uddelt den 30. august.
/ritzau/