Mange fans har de seneste dage begrædt opløsningen af den succesfulde danske hitgruppe "Ukendt Kunstner", og nu har duoen sendt en takkehilsen til deres fans og følgere.
Mandag sendte gruppen en opfølgende besked ud på det sociale medie Facebook, og her benyttede de to musikere anledningen til at sende en tak til de mange fans, der har støttet dem undervejs i karrieren.
- Tak til alle, der grint og grædt med os. Tak til alle, der har skrålet med til koncerterne. Tak til alle, der har skrålet med derhjemme.
- Tak til alle, der har streamet og købt musikken. Tak til alle, der har delt og stadig deler musikken. Tak for at have gjort de sidste fire år til de bedste år i vores liv, skriver duoen, der består af Jens Ole McCoy og Hans Philip, på Facebook
Her gør rapperen og produceren det også klart, at ingen ved præcist, hvad fremtiden bringer, men at de ønsker at stoppe, "mens legen er god".
Efterfølgende er det atter væltet ind med triste kommentarer fra gruppens fans, og over 6000 bruger på Facebook har reageret på opdateringen.
Duoens to medlemmer, der er kendt for hits som "Neonlys" og "Gennem Byen", annoncerede, at de havde besluttet sig for at stoppe i dokumentarserien "Vi var Ukendt Kunstner", der sendes på DR3.
- Altså, vi er bare udbrændte. Der kommer ikke til at blive lavet mere musik, men vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, forklarede forsangeren Hans Philip i udsendelsen.
Ukendt Kunstner startede karrieren i 2012, og i 2013 udgav duoen sit første album "Neonlys".
Siden gik det stærkt, og sidste år løb Ukendt Kunstner med P3 Prisen, og i år modtog de prisen for "Årets Danske Urbanudgivelse" ved Danish Music Awards.
/ritzau/FOKUS