En kvinde i fyrrerne er blevet anholdt, sigtet for drab på både sin mor og bror. Drabene skete i den norske by, Ski, der ligger lidt syd for hovedstaden Oslo.
Dobbeltdrabet, der har sendt rystelser gennem det norske samfund, blev opdaget lørdag eftermiddag, hvor to personer blev fundet døde på en adresse i byen.
Den nu sigtede kvinde blev anholdt på gerningsstedet, hvor politiet også har beslaglagt det, de mener er drabsvåbenet.
Politiet bekræfter ifølge VG den familiære relation, altså at ofrene var henholdsvis mor og bror til den fængslede kvinde.
Der er endnu ikke kommet noget ud om motivet, ifølge det lokale politi skal den sigtede afhøres i løbet af søndagen.