Januar skulle have været Thomas Sørensens måned, men det bliver det måske langtfra.
Den danske målmand havde langt om længe fået chancen i målet hos Premier League-klubben Stoke efter kollegaen Asmir Begovic' skade.
Men i onsdagens hjemmekamp mod Everton var det danskeren selv, der blev skadet.
Kort inde i anden halvleg måtte han lade sig skifte ud med det, der ifølge engelske kilder lignede en skade i akillessenen.
Sørensen kunne ikke fortsætte, og derfor måtte han vige pladsen til fordel for den normale tredjemålmand, Jack Butland.
Det 20-årige stortalent, der allerede har haft landsholdsdebut for England, kunne dog ikke forhindre Everton i at udligne på straffespark til slutresultatet 1-1 i overtiden.
Det er uvist, hvor alvorlig Thomas Sørensens skade er. Den 37-årige tidligere landsholdsmålmands kontrakt med Stoke udløber efter denne sæson.
/ritzau/