Som dominobrikker væltede halvdelen af cykelrytterne på næstsidste omgang af finalen på Post Danmark Rundts 1. etape.
Tilsyneladende som den eneste i nærheden slap Mark Cavendish for skrammer, og verdensmesteren trillede stille og roligt videre - dog uden chance for at køre med om sejren, som Andre Greipel snuppede.
- Jeg var den sidste person, der slap igennem. Jeg så dem styrte til min højre side, og kort efter styrtede de også på min venstre. Så jeg slap lige akkurat, men det var et styrt, hvor alle røg ned, men jeg var okay, siger Mark Cavendish.
Selvom englænderen trillede i mål et stykke tid efter vinderen, er han klar til torsdagens 2. etape.
- Jeg slog mig ikke, for jeg styrtede ikke. Jeg stoppede, og jeg var den eneste lige der, som ikke faldt, siger Cavendish, som samtidig slog fast, at han umuligt kunne nå frem til den forreste gruppe.
Trods umiddelbar skuffelse er Cavendish godt tilfreds med resultatet af etapen.
- Det var ingen nem etape. Den var hurtig og stressende, og jeg forsøgte bare at holde mig fremme. Jeg kom igennem, og vi blev nummer fire, hvilket er fint for os.
/ritzau/