Det kan være farligt, hvis man glemmer at trække håndbremsen.
Det har en uheldig fisker på Bøget Strand måttet sande, efter han blev kørt over af sin egen traktor torsdag formiddag. Det skriver Sjællandske.
Fiskeren kørte hen mod sin jolle med traktoren. Han gjorde et holdt undervejs for at få noget grej med, men da han stod ud af traktoren, så han, at den kørte videre. Han forsøgte at stoppe den, men blev altså kørt over i forsøget. Heldigvis for ham skete det i noget dynd, som han derfor sank ned i, da traktoren kørte hen over ham. Han fik dog selv kæmpet sig op og slået alarm.
- Først kom en brandbil, en lægebil og en ambulance, så kom helikopteren, og den fragtede ham til Rigshospitalet med det samme. Dernæst kom en politibil, og til sidst en kranbil til at hive traktoren op, siger Per Jørgensen Møller, der kom til stedet kort efter ulykken, til Sjællandske.