- Far, vi er altså for tæt på. - Visse vasse unger, jeg har styr på det ...
Sådan kunne samtalen have lydt om bord på en lille bitte sejlbåd, hvor en familiefars nysgerrighed kombineret med ringe sejlegenskaber fik ham til at sejle direkte ind i verdens største og dyreste sejldrevne yacht "Sailing Yacht A", ejet af den russiske milliardær, Andrey Melnichenkorantic.
Den vanvittige kollision mellem havets David og Goliat skete i går ud fra kysten af Galicien i det nordvestlige Spanien.
Heldigvis blev optrinnet fanget på en video, som selvfølgelig er gået helt amok viralt. Her kan man se, at det går sådan ok. først, hvor den lillebitte sejlbåd styrer fri ved A's enorme skrog, men pludselig går det den forkerte vej, og vinden tager fat i bådes sejl og – bum – direkte ind i skroget på den 3.3 milliarder dyre yacht.
Herefter glider sejlbåden over mod den store åbne port i siden på yachten, hvor et besætningsmedlem holder godt øje med, at der ikke sker flere ulykker med den lille båd.
Man kan se familiefaren smide, hvad han har i hænderne og starte den lille båds påhængsmotor og – nok ret rød i hovedet – får bakket væk fra den majestætiske yacht.
Som hvis en Trabant kører ind i en Rolls-Royce, og i det mindste har familien nu en munter historie at fortælle over påsken – nok mere børnene end deres far.
Se videoen her:
Verdens største
Verdens største og mest avancerede yacht "Sailing Yacht A" er som sagt ejet af den 49-årige russiske finansmand Andrey Melnichenko, som siges at være god for mere end 113 milliarder kroner.
Yachten fra 2015 er 143 meter langt, har tre 91 meter høje master og mere end 3.800 m2 sejl. Der er otte etager, helikopter og en del af bunden er af glas, så man kan se, hvad der svømmer under yachten.
Den franske designer Philippe Starck har designet det 3.3 milliarder dyre sejlende vidunder.