På grund af en større trafikulykke blev Østjyske Motorvej E45 mandag morgen spærret i begge retninger mellem afkørsel 53 Skanderborg Syd og afkørsel 54 Ejer Bavnehøj.
Kort efter middag oplyser Vejdirektoratet på Twitter, at strækningen igen er farbar i alle spor.
Fire eller fem køretøjer var involveret i ulykken, har Sydøstjyllands Politi oplyst.
- Det er en lastbil, der er kørt op i en langsomt kørende kø.
- Der er tre tilskadekomne, men ingen er i kritisk tilstand, sagde vagtchef Jeppe Thranum fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.
Ulykken skete i nordgående retning. Ved sammenstødet ramte lastbilen autoværnet, der adskiller den nord- og sydgående trafik.
Autoværnet blev i den forbindelse skubbet over i sydgående retning, hvorfor trafikken blev spærret i begge retninger.
De tre kvæstede personer er blevet bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
/ritzau/