Opdatering klokken 13.19: Vejdirektoratet oplyser, at alle spor på Storebæltsbroen er genåbnet - dog med en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen.
----------------------
På Storebæltsbroen er al biltrafik lukket i vestgående retning mod Fyn på grund af et uheld på labvbroen. Venstre spor er spærret på grund af uheldet.
Det oplyser Sund & Bælt og Vejdirektoratet.
Det står endnu ikke helt klart, hvor mange der er er involveret i uheldet. Vejdirektoratet oplyser til TV 2, at flere biler er involveret i uheldet, mens Fyns Politi oplyser til Ekstra Bladet, at uheldet drejer sig om en kollision mellem en motorcykel og en bil.
Vejdirektoratet er ved at få et overblik over, hvordan uheldet kommer til at påvirke trafikken over broen, men der må forventes kø, skriver TV 2.
Derudover skriver Vejdirektoratet på Twitter, at broen er spærret ved betalingsanlægget i retning mod Fyn.
Det fremgår ikke umiddelbart af Storebæltsbroens hjemmeside, hvornår broen igen vil blive genåbnet for al trafik.
Det er tredje gang på få dage, at broen lukkes. Fredag blev den således lukket to gange - også i retning mod Fyn. Det var ligeledes uheld, der førte til lukningerne.
Mere kø på Fyn
Uheldet på Storebæltsbroen er det andet uheld der søndag rammer trafikken på tværs af landet.
Således skal bilister på vej ad Fynske Motorvej mellem Odense og i retning mod Middelfart forvente en forlænget rejsetid på op mod 30 minutter. Det er uheld tidligere på dagen, som har skabt kø.
Den Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart søndag først på eftermiddagen. (Foto: Presse-fotos.dk)