Mindst én dansker ligger hver uge bevidstløs i en hospitalsseng, hvor det kun er et spørgsmål om dage eller uger, inden personen vil dø. Så kan det være, at patienten ønsker, at lægerne skal stoppe behandlingen, hvis alt håb er ude.
Sådan et ønske har godt 75.500 danskere, som siden 1992 har registreret et såkaldt livstestamente. I testamentet giver de lægerne besked om ikke at give dem behandling, hvis det kun er et spørgsmål om tid, før døden alligevel vil indtræffe.
Ifølge registeret er der dobbelt så mange kvinder som mænd, der har besluttet, at de ikke skal holdes kunstigt i live, hvis de en dag ligger for døden i bevidstløs tilstand.
Danica Pension laver livsforsikringer og cheføkonom Jens Christian Nielsen peger på, at kvinder har et andet forhold til livet og døden.
- Kvinder er bedre til at forholde sig til døden end mænd. Kvinder er omsorgspersoner. De ved, hvad det koster, hvis én er dødelig syg. Det gælder om ikke at belaste sine pårørende ud over, hvad der er nødvendigt, siger han og peger på, at kvinder er i tættere kontakt med livet, når de føder børn, og derfor er deres tanker ikke så langt fra døden.
Rart for både patient og pårørende
Det er særligt danskere født over 50 år, der har lavet et livstestamente. Men også de yngre født mellem 1970 og 1979 har taget stilling til døden, da der er registreret 2.600 kvinder og 1.100 mænd.
Jurist i Kræftens Bekæmpelse, Lars Kofoed, peger på, at nogle kræftpatienter går ind i døden uden at være ved bevidsthed. Og for mange er det rart at have besluttet sig på forhånd om, hvad der så skal ske.
- Det giver ro både for patienten og for de pårørende. Det er rart for patienten at kunne være medbestemmende, selvom man glider ind i en bevidstløs tilstand, og det er rart for de pårørende at vide, hvad den døende har ønsket, siger Lars Kofoed og peger på, at Kræftens Bekæmpelse får henvendelser fra pårørende, som har oplevet, at lægerne ikke har været opmærksomme på livstestamentet.
Torsdag blev det muligt at registrere et livstestamente på nettet via http://www.sundhed.dk/.