I serien spiller hun den knap så smukke kvinde, der arbejder på et modemagasin. Men om ikke særlig længe skal skuespillerinden America Ferrera helt personligt forvandles til en smuk brud.
Den 26-årige skuespillerinde er nemlig blevet forlovet med sin kæreste gennem længere tid, Ryan Piers Williams. Det skriver usmagazine.com.
De to mødte hinanden, da de begge gik på University Of Southern California, hvor Ferrera også dengang prøvede kræfter af med skuespillet. Der medvirkede hun nemlig i en af kærestens studiefilm.
Forlovelsen synes heller ikke at have været en hemmelighed i lang tid. Da skuespillerinden indtog den røde løber i onsdags ved Edinburgh Film Festival havde hun i hvert fald intet imod at vise sin nye diamantring frem.
America Ferrera er mest kendt for sin rolle som Ugly Betty, men har også spillet med i film som 'Real Women Have Curves' og 'Sisterhood Of The Traveling Pants'.