Nu er det snart slut med at følge den kiksede assistent Betty Suarez og resten af det skøre persongalleri i tv-serien 'Ugly Betty'.
Ifølge femalefirst har tv-stationen ABC og seriens producer Sivia Horta nemlig valgt, at den nuværende sæson bliver seriens sidste.
"Vi er sammen kommet frem til den svære beslutning om at gøre dette Ugly Bettys sidste sæson", skriver Silvia Horta og tv-stationen ABC's direktør Steve PcPherson i en fælles pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen fortæller de, at de har valgt at annoncere seriens afgang allerede, fordi de håber, at forfatterne kan nå at skrive en ordentlig afslutning på serien.
"Vi er ekstremt stolte af denne banebrydende serie, og vi føler, at det var vigtigt at give de mange fans et ordentligt farvel," lyder det.
'Ugly Betty' blev sendt første gang i 2006 og blev hurtigt en verdensomspændende succes. I den nuværende sæson har serien dog døjet med sløve seertal.
Det sidste afsnit bliver sendt på amerikansk tv 10. april. Her hjemme bliver serien vist på TV2 Zulu.