Eksperterne er ikke i tvivl: Ugifte par skal sikres legal arveret.
Men i næste uge vedtager Folketinget alligevel en ny arvelov, der ikke sikrer ugifte par. Det skriver Jyllands-Posten.
Det betyder, at par, der lever sammen papirløst og uden testamente, kan komme i en alvorlig økonomisk klemme, hvis den ene part dør.
Ifølge tidligere professor i arveret Finn Taksøe-Jensen vil et par hundrede par hvert år være nødt til at gå fra hus og hjem, fordi samleveren dør.
En række eksperter har gennem flere år arbejdet med forslag til en ny arvelov - og et af de væsentligste anbefalinger lød på at sikre ugifte par legal arveret.
Det skulle ske i erkendelse af, at familieforholdene har ændret sig en del, siden arveloven blev vedtaget i 1960 erne, men et flertal på Christiansborg valgte at se bort fra anbefalingen.