Som ventet formåede danske Jesper Faurschou ikke at hente en medalje ved OL i London, men endte på en beskeden 41.-plads. 10 minutter og 43 sekunder efter vinderen Stephen Kiprotich fra Uganda.
Vindertiden lød på to timer, otte minutter og ét sekunder og blev sat, efter at den 23-årige ugander løb fra sine to kenyanske modstandere med få kilometer igen af den klassiske maratondistance.
Det var Ugandas første medalje ved legene i London - og kun landets anden OL-guldmedalje nogensinde.
Den dobbelte guldvinder Abel Kirui fra Kenya tog sølv, mens hans landsmand og vinderen af London Marathon 2012, Wilson Kipsang Kiprotich, vandt bronze. De to kenyanere var af mange inden løbet udset til at kæmpe om guldet.
Bronzevinderen Kipsang Kiprotich forsøgte sig tidligt med et udbrud, men ved omkring 30 kilometer blev han hentet af de senere guld- og sølvvindere.
Løberne startede og sluttede på Londons The Mall tæt på Buckingham Palace.
Medaljeoverrækkelsen foregår som en del af afslutningsceremonien søndag aften. Den begynder klokken 22 dansk tid.
/ritzau/