Af og til skriger de indlysende rigtige beslutninger på at blive taget – men bliver det af uforståelige grunde ikke, af mangel på mod, af mangel på visioner, af mangel på politikere, der tør rejse sig op og sige: ’Dette er det rigtige, derfor gør vi det’.
På posten som skatteminister har regeringen indsat den venlige Kristian Jensen, hvis politiske ordforråd er begrænset til ordet ’skattestop’ – selvom skatteområde skriger på visioner, mod og handling. Den store reform får vi aldrig, men gå da så i krig med de mindre ting: Bilfabrikanten Honda har opgivet at sælge verdens mest miljørigtige bil – Civic Hy-brid – i Danmark, fordi den på grund af ekstremt høje afgifter bliver så dyr (ca. 370.000 kroner), at ingen kunne drømme om at købe den. Civic er mere miljørigtig end den gamle vinder, Toyota Prius – der heller aldrig blev solgt i Danmark – og ud-leder klart mindre CO2 end andre biler.
Kristian Jensen, hvor svært kan det være? Danmark skal være foregangland på klimaområdet, være vært for FN’s store klimatopmøde – så fjern eller halvér afgifterne på de mest miljørigtige biler, så folk lokkes til at købe dem, og bilfabrikkerne motiveres til at gøre alt tænkeligt for at udvikle biler, der forurener mindst muligt og bruger mindst muligt brændstof. Eller forklar os venligst hvorfor du ikke tager disse skridt?