Udadtil er alt ved det gamle. Hardcore jokes om at kneppe andres kærester og andet politisk ukorrekt materiale ryger stadig gennem luften, når Uffe Holm sider på den anden side af bordet. Men noget tyder alligevel på, at Uffe Holm sadler lidt om i sit nye onemanshow, FLASHBACK , der har premiere i aften på Baltoppen i Ballerup. Drengerøven over dem alle er jo også blevet 31 år.
»Forhåbentlig kommer det nye show til at ændre mit image, for det er det, jeg gerne vil lidt væk fra. Jeg er 31 år og kan ikke længere være ham drengerøven,« siger Uffe Holm og fortsætter:
»Hele ideen med det nye show er, at jeg gerne vil have et lidt ældre publikum ind og se showet. 40-årige kan sagtens se Uffe Holm, for til forskel fra mine to første shows har jeg denne gang noget på hjerte. Når publikum forlader salen, vil jeg gerne have, at de tænker over, hvor godt de faktisk har det i dag.«
I modsætning til 1980 erne?
»Både ja og nej. Volden er blevet meget grovere i dag med pistoler og knive, men ellers har vi har det fandeme godt. Ting er blevet meget nemmere – og mindre. I 1980 erne var et menstruationsbind på størrelse med min underarm. I dag er det på størrelse med en tændstikæske. Og vi har mobiltelefoner, som man kan bruge, hvis man bliver forsinket. I min barndom skulle man være der til tiden, ellers var folk skredet.«
Så de teknologiske fremskridt har gjort folk lykkeligere?
»Min vinkel er sådan set, at der både er sket skide meget siden dengang, og så alligevel ikke. Jeg kan huske, at der i 1980 blev lavet en undersøgelse i fjernsynet, hvor folk blev spurgt, hvordan verden ville se ud i år 2000, og så svarede folk, at alle ville have en helikopter. I dag er der indvandrerkvinder på Nørrebro, der ikke har lært at cykle endnu.«
Politik-fri zone
Uffe Holm erkender, at han ikke kan ændre sit image over en nat. Sådan noget tager tid. Og med 14 år i selskab med et repertoire, der mest har drejet sig om øl, det modsatte køns genitalier og hornmusik, er det da også overordentlig svært at lægge lige præcis den form for stand-up på hylden. Og hvorfor skulle han også det? Dvd-salget fra hans to første onemanshows er med et samlet salg på over 100.000 eksemplarer gået over al forventning.
»Jeg vil stadig gøre det, jeg er bedst til, ligesom i de andre shows, men den her gang har jeg udfordret mig selv. Og så er det i øvrigt heller ikke så let at gøre 2x40 minutters snak om pik og patter underholdende og interessant, som folk siger. Man skal finde ud af, hvornår man trykker speederen i bund, og hvornår man bør sætte tempoet ned, så folk ikke står af,« siger Uffe Holm.
Han vil dog ikke ændre sit image så meget, at publikum pludselig kan forvente at se ham berøre politiske emner.
»Nu læste jeg forleden på forsiden af B.T., at Morten Messerschmidt er smuttet fra Dansk Folkeparti på grund af en eller anden Hitler-hilsen, og hold kæft hvor er det egentlig dumt. Mange af mine kolleger siger så: Det skal vi lave noget på , men det gider jeg simpelthen ikke. Hvis jeg skulle fortælle folk, hvad de skulle mene, var jeg blevet politiker, men jeg ved ikke en skid om politik.«
Uffe Holm turnerer rundt i landet med FLASHBACK fra 9. maj. Se mere på www.uffeholm.dk
- 31 år. Født i Solrød.
- Optrådt med stand-up siden han var 17 år.
- Forrige shows: The Uffe Holm Show og The Uffe Holm Show 2 .
- Hobbys: Golf og hunden Ludvig.