Den tidligere landsholdsspiller i fodbold Uffe Bech har vundet en appelsag, efter at han ellers i februar var blevet idømt 50 dagsbøder à 1000 euro i byretten for at have bidt en mand i armen.
I stedet er danskeren blevet frikendt, da retten har vurderet, at Uffe Bech handlede i selvforsvar.
Det oplyser en pressetalsmand for byretten i Hannover til Tipsbladet.
- Sagsøgte (Uffe Bech, red.) blev frifundet i anklagerne om overfald. Han blev anklaget for at bide en fan af modstanderholdet i armen. Retten er kommet frem til, at det ikke kan afvises, der var tale om selvforsvar.
- Sagsøgte påstod, at han var blevet taget kvælertag på bagfra og ikke havde andet valg end at bide personen i armen. Dette blev bekræftet af to vidner, mens tre andre vidner fortalte, at der ikke var tale om kvælertag.
- I sidste ende kunne retten ikke afklare de endelige fakta, og derfor faldt dommen ud til fordel for sagsøgte, siger pressetalsmand Jens Buck til mediet.
Det var 27. august sidste år, at Uffe Bech bed en fan i forbindelse med en kamp mellem Hannover 96, der ejer danskeren, og Schalke 04.
Bech spillede ikke i kampen, men var i en VIP-lounge på stadion, da episoden fandt sted.
Den 25-årige dansker blev i januar udlejet fra Hannover 96 til Greuther Fürth på en aftale, der løber resten af sæsonen.
Uffe Bech har tidligere spillet for Lyngby og FC Nordsjælland. Han har spillet tre landskampe for Danmark. Landskampene blev spillet i oktober og november 2014.
/ritzau/