Næsten halvdelen af landets sygehuse har uerfarne læger ansat på de afdelinger, der undersøger kvinder for brystkræft. Det betyder, at hundredevis af kvinder får at vide, at de er raske, selvom de faktisk har brystkræft. Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, skriver Dagens Medicin.
I år 2000, hvor de nyeste tal stammer fra, fik 451 kvinder ud af de cirka 54.000 kvinder, der i 2000 fik foretaget en mammografiundersøgelse, således fejlagtigt besked om, at de ikke havde brystkræft.
Ifølge forskningsmedarbejder Allan Jensen, som står bag undersøgelsen, kunne 40 af disse kvinder kunne have undgået den forkerte diagnose, hvis alle brystcentre i landet havde en erfaren radiolog.
44 procent af de i alt 25 brystcentre havde ikke ansat en erfaren radiolog i 2002.