Natten igennem har har medlemmerne af FNs Klimapanel, IPCC, diskuteret formuleringerne i den rapport, der skal give et øjebliksbillede af verdens klimatilstand anno 2007.
Rapporten præsenteres efter planen fredag, men der er langt fra enighed i panelet om, hvordan konklusionerne skal lyde. Derfor er et planlagt pressemødet klokken 10 udsat på ubetsemt tid. Det skriver BBC.
Uenigheden skyldes blandt andet, at europæerne ønsker at sende et langt mere klart signal om klimaets tilstand, end USA er villig til. Også Kina og Rusland er bekymret over enkelte passager i rapporten.
Hovedkonklusionerne burde der dog ikke være tvivl om. De lyder blandt andet på, at en temperaturstigning over 1,5 grader i forhold til niveaeuet i 1990erne kan true en tredjedel af verdens arter med udryddelse.
Truende vandmangel er et andet af rapportens hovedpunkter, der ikke står til diskussion. Smeltende gletchere og isbjerge betyder, at fersk vand risikerer at blive en mangelvare, hvis tendensen fortsætter.
Rapporten, der efter planen skulle fremlægegs i dag, er den anden i rækken af i alt tre klimarapporter, som panelet vil udsende i år. Den første blev offentliggjort i februar. Den konkluderede, at det med 90 procents sandsynlighed er mennesker-aktiviteter, der er skyld i den globale opvarmning.