De 12.000 tilskuere på Fiona Park i Odense kunne se konsekvensen af en batalje mellem Thomas Rytter og Mike Jensen under Brøndbys træning i torsdags. De to spillere var ikke udtaget. De havde fået karantæne af Brøndbys trænerstab.
Eller rettere: De havde fået karantæne af Brøndbys cheftræner, Tom Køhlert. For assistenttræner Henrik Jensen var ikke enig i beslutningen, som blandt andet gik ud over hans egen søn.
- Jeg er ikke enig i beslutningen, men sådan er det, sagde han til TV2 Sporten efter kampen.
Men var det ikke en enig beslutning fra trænerstaben?
- Naaj, det ved jeg nu ikke, svarede han.
Og i følge TV2 Sportens oplysninger var beslutningen Tom Køhlerts alene. Han var dog temmelig ordknap, da han blev spurgt om uenigheden.
- Jeg har ingen kommentarer til sagen, sagde han, inden han forlod interviewet.