Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) åbner ikke en disciplinærsag mod Real Madrid-anfører Sergio Ramos efter en episode under returkampen i Champions League-kvartfinalen mellem Real Madrid og Juventus.
Real Madrid kan dermed gøre brug af ham i semifinalen mod Bayern München.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Da Real Madrid var bagud 0-3, gik Sergio Ramos fra tilskuerrækkerne, hvor han afsonede en karantænedag, ned til spillertunnelen, hvor han så resten af kampen.
Spanske medier spekulerede efter kampen i, hvorvidt han havde forbrudt sig mod Uefas regler, men det havde spanieren altså ikke.
Uefas regler fastslår, at en karantæneramt spiller ikke må opholde sig ved banen.
Det spanske sportsmedie Marca citerer fredag Uefa for, at forsvarsspilleren aldrig var på "pitch level".
Ramos stod på trappen ned til spillertunnelen, og det ligger til grund for beslutningen.
Sergio Ramos havde karantæne i kampen mod Juventus efter at have samlet for mange gule kort sammen, og hans fravær kunne mærkes i Madrid-defensiven, der flere gange vaklede og lukkede tre mål ind.
Heldigvis for Ramos og Real Madrid scorede Cristiano Ronaldo på et straffespark i sidste minut og sendte dermed klubben i semifinalen.
/ritzau/