Det gik hedt for sig tirsdag aften, da Ajax var på besøg i Grækenland for at spille kamp i Champions League.
Her opstod der uroligheder mellem hollandske fodboldtilskuere samt fans af AEK Athen, som havde hjemmebane i opgøret.
Det resulterede onsdag i, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har indledt en sag mod begge klubber for tilskuernes opførsel.
AEK Athen er sigtet for seks overtrædelser herunder tilskueruroligheder, mens Ajax har fået to sager på halsen fra Uefa.
Kampen blev spillet på det olympiske stadion i Athen, og det hele begyndte, da en genstand blev kastet mod de hollandske fans.
Genstanden eksploderede, og ifølge flere internationale medier var der tale om en såkaldt molotovcocktail, som er en hjemmelavet bombe.
Flere Ajax-fans blev såret, og billeder viste Ajax-fans med blod i ansigterne.
De hollandske fans svarede igen med kasteskyts mod de græske fans, og politiet måtte gribe ind.
Selve kampen blev vundet 2-0 af Ajax.
Uefa mødes 13. december for at træffe en afgørelse i sagerne mod de to klubber.
Ajax er allerede videre fra gruppe E sammen med Bayern München, mens AEK Athen er sikker på at slutte sidst i gruppen.
/ritzau/