Esbjerg må klare sig uden det norske nyindkøb Mohammed Fellah, når klubben i efteråret debuterer i Europa League.
Det europæiske fodboldforbund, Uefa, har bekræftet over for bold.dk, at den vestjyske klub ikke har skrevet Fellah på den liste af spillere, som klubben har tænkt sig at bruge i turneringen, og nu er det for sent at lave om.
- Mohammed Fellah er ikke registreret, da han ikke var inkluderet på den liste, som Esbjerg sendte ind inden deadline. Spilleren kan derfor ikke spille i gruppespillet, skriver Uefa til bold.dk.
- Det er ikke muligt at tilføje en ny spiller efter deadline, påpeger Uefa.
Noget tyder altså på, at Esbjerg har begået en brøler, da klubben skulle registrere spillere hos Uefa.
De to andre spillere, som klubben har hentet efter kvalifikationen til Europa League, Mushaga Bakenga og Ryan Johnson Laursen, er begge opført på listen og derfor spilleberettigede.
/ritzau/