Det er ikke kun Champions League-finalisterne fra Chelsea, som nyder godt af de milliarder af russiske olie-dollar, der flyder i international fodbold.
I den ’lille’ europæiske turnering, UEFA Cuppen, har FC Zenit fra Sankt Petersborg spillet sig til finalen. Ikke mindst takket være millionerne, som klubben de seneste år har fået tilført fra ejeren, Gazprom – verdens største naturgas-selskab.
Brød Moskva-dominans
I december 2005 overtog den statskontrolerede virksomhed klubben og skød hundrede af millioner kroner ind, så der blev råd til at købe spillere, der kunne bryde Moskva-klubbernes totale dominans i den russiske liga.
Det lykkedes allerede to år senere, idet FC Zenit i 2007 som det første provinshold i 12 år kunne løfte mesterskabspokalen.
Uden for de russiske grænser fik Fodboldeuropa for alvor øjnene op for FC Zenit, da UEFA Cup-storfavoritterne fra Bayern München i semifinalen først blev holdt i skak i München for siden at blive sendt hjem fra Sankt Petersborg med en øretæve på 4-0. En meriterende sejr, der beviser, at holdet kan bide skeer med de største.
Hvis det er det generelle niveau for russerne, bliver de et særdeles interessant bekendtskab i næste sæsons Champions League, hvor de er kvalificeret til gruppespillet via sidste års mesterskab. (Den russiske liga følger kalenderåret, hvilket er årsagen til, at de ikke er med i år, red.).