Fodboldkvindernes VM-kvalifikationskamp mod Sverige bliver ikke til noget.
Sådan lød det onsdag fra DBU, og torsdag bekræfter Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på sin hjemmeside, at kampen er aflyst.
Under oversigten over de europæiske VM-kvalifikationskampe står kampen anført som aflyst.
Kommunikationschefen for Det Svenske Fodboldforbund (SvFF), Andreas Jansson, bekræfter over for TV2 Sport, at kampen er aflyst.
- Vi har haft dialog med Uefa i går og i dag (onsdag og torsdag), og vi har modtaget en skriftlig bekræftelse fra DBU, om at de ikke kommer til kampen.
- I og med at de fra dansk side bekræfter, så anser Uefa også kampen som aflyst, siger kommunikationschefen.
Svenskerne går nu i gang med at sørge for, at de cirka 8000 tilskuere med billet til kampen kan få refunderet deres køb.
I stedet for kan de svenske fodboldfans møde spillerne på det svenske landshold.
Aflysningen af kampen sker på baggrund af flere måneders forhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale for spillerne på kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold.
Onsdag meldte DBU afbud til kampen, selv om holdet egentlig havde frem til klokken 12 torsdag til at registrere spillere til kampen.
Spillerne fortsatte da også træningen onsdag i håbet om, at en aftale ville komme på plads, og fredagens kamp derfor kunne afvikles.
Spillerne har givet udtryk for, at man ikke har villet spille kampen mod Sverige på en midlertidig aftale, som det var tilfældet, da kvinderne mødte Ungarn i september.
En ny midlertidig aftale kom på plads, så U21-herrerne kunne gennemføre en landsholdssamling med to kampe i begyndelsen af oktober.
Det er uvist, hvad et manglende fremmøde til en VM-kvalifikationskamp får af konsekvenser.
Uefa oplyste onsdag i en e-mail til Ritzau, at man først vil komme med en strafudmåling efter det tidspunkt, hvor kampen skulle være spillet - altså efter fredag.
/ritzau/