Camilla Broe, der ved middagstid blev hentet af politiet, fordi hun angiveligt skal udleveres til USA, skal nu i fængsel i Danmark.
Det sker, fordi Retten i Lyngby mente, at der var for stor fare for, at den 41-årige kvinde ville flygte fra landet.
Dermed fik hun ikke sit ønske opfyldt om at forblive på fri fod, mod at hun afleverede sit pas og løbende mødte op hos politiet, skriver politiken.dk.
Dommeren henviste til, at Camilla Broe tilbage i 2002 flyttede fra USA til Danmark, netop som de amerikanske myndigheders sag mod hende voksede.
Dermed blev kvinden foreløbigt varetægtsfængslet i 30 dage. Hun bor alene sammen med sin 10-årige datter, der går i fjerde klasse, og datteren skal nu passes af Camilla Broes søster.
Camilla Broe og hendes forsvarer kærede straks dommerens afgørelse til landsretten.
Camilla Broe skal udleveres til USA, fordi de fordi de amerikanske myndigheder vil retsforfølge hende for hendes rolle i en narkosag fra 1990'erne.
Hvis Camilla Broe ender med at blive udleveret til retsforfølgelse i Staterne, vil der blive skrevet retshistorie.