"Tingene går ikke godt," sagde sudaneseren Lumumba Stanislaus Di-Aiping i går, efter han i protest udvandrede fra en timelang klimaforhandling.
Lumumba Stanislaus Di-Aiping er chefforhandler for G77-landene, og udover at forlade gårsdagens møde, så retter han også en skarp kritik af det danske formandskab.
"Denne konference bliver efter al sandsynlighed ødelagt af dårlige intentioner hos nogle personer," siger Di-Aiping til TV2 News, uden at han ønsker at gå nærmere i detaljer.
Selv om den sudanesiske chefforhandler ikke vil uddybe, hvordan hen mener, det danske værtskab kan ødelægge konferencen, så tegner hans udmelding ikke godt for klimatopmødets endelige resultat.
G77-landene dækker over 134 udviklingslande, heriblandt Kina og Argentina.
Topmødeminister Connie Hedegaard (K) har ingen kommentarer til sagen, erfarer TV2 News.