Regeringens nye energiplan indeholder en række forslag og tiltag. De primære forslag er 15 % mindre forbrug af fossile brændstoffer, 0-vækst i energiforbruget og mindst 30 % vedvarende energi inden år 2025. Det er godt, at regeringen har indset behovet for at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe forurening og klimaændringerne, da regeringen ikke har været særlig aktiv på energi- og miljøområdet de sidste fem år.
Men fordi planen løber helt frem til år 2025 er målene for lave. Om 18 år skulle vi gerne have mere vedvarende energi end 30 %, og en reduktion på kun 15 % af forbruget af fossile brændstoffer giver ikke en ordentlig miljøforbedring.
Bl.a. Ingeniørforeningen har sagt at et mål på 50 % vedvarende energi i 2030 er realistisk, hvis den politiske vilje er tilstede. Målene burde derfor indfries nogle år tidligere eller standarderne burde være mindst 5-10 % højere, hvis vi for alvor vil gøre en indsats mod klimaændringerne.
Endvidere var der ikke noget om bindende regler om bioethanol i benzin, som Europa-Kommissionen har foreslået. Ej heller var der en plan for omlægning af bilafgifterne, så det bliver billigere at køre i miljøvenlige biler. Desværre kan denne passivitet gøre, at et nyt erhvervseventyr for vedvarende energi ikke bliver af samme omfang, fordi andre kommer os i forkøbet.
Samlet set er regeringens energiplan dog et betydeligt fremskridt, selvom den ikke indeholder alle de elementer, som er nødvendige for en ordentlig indsats mod klimaændringerne og for en ny erhvervsudvikling indenfor vedvarende energi.