De første anbefalinger i den længe ventede Carsten Koch-rapport er nu begyndt at sive ud til offentligheden. DR-nyheder er i besiddelse af rapportens anbefalinger.
Ifølge DR kritiserer rapporten i skarpe vendinger det nuværende beskæftigelsessystem blandt andet for “ikke i tilstrækkeligt omfang at være målrettet den enkelte lediges konkrete behov.”
En af de mere opsigtsvækkende anbefalinger er, at ledige over 30 år får mulighed for at tage en erhvervsuddannelse mod, at dagpengesatsen til gengæld får et hak nedada, skriver DR. Der vil i stedet være mulighed for at tage et lån, så man rammer den nuværende dagpengesats. Men lånet skal betales tilbage, når uddannelsen er færdiggjort.
Også retten til selvvalgt uddannelse forsvinder for de ledige, skriver DR. Det skal i stedet afklares, hvad den ledige skal uddanne sig til, og de som ikke har problemer med at tage et job her og nu, mister rettigheden til uddannelse.