I Kibaale-distriktet i det vestlige Uganda har den dødelige ebola-virus ind til videre slået 14 mennesker ihjel. Yderligere to er mistænkt for at være døde af virussen.
Udbruddet skaber stor frygt blandt de lokale, fortæller læge og regional sundhedskoordinater for Røde Kors i Østafrika, Torben Bruhn.
Han er netop vendt hjem fra besøg i det sygdomsramte distrikt.
- De er bange, det er der ingen tvivl om. I lokalsamfundene, hvor der er tilfælde af virussen, er der stor frygt. Det er en dramatisk sygdom, der spreder sig hurtigt. Det skaber panik, siger han til Ritzau.
Virussen brød ud for tre uger siden. På trods af tidligere erfaringer med ebola er hospitalet ikke vant til at skulle tackle så stort et udbrud med så knappe ressourcer.
- Der er kun et hospital i det berørte distrikt. Det er styret af Læger Uden Grænser, og de modtager alle tilfælde af ebola.
- Hvis der kommer mange flere tilfælde, vil der ikke være kapacitet nok. Det er på bristepunktet nu, siger Bruhn.
Hospitalet har med hjælp fra Læger Uden Grænser opstillet isolationstelte til ebola-patienterne - i sikker afstand fra hospitalet, dets personale og de øvrige patienter.
Han mener, at forholdene lige nu er nogenlunde, men understreger, at patienterne kun i halvdelen af tilfældene overlever:
- Man tager folk ind og gør, hvad man kan, men der er ingen specifik helbredelse. Det er en aggressiv og dødelig virus, der slår mange ihjel. Halvdelen af dem, der rammes, dør.
- De er afhængige af hjælp fra hjælpeorganisationer. Der er behov for frivillige, der kan oplyse og berolige befolkningen, siger han.
Virussen giver influenzalignende symptomer, høj feber og ondt i halsen. Siden udvikler den sig til svære blødninger i indre organer og huden, der som oftest fører til, at de smittede dør.
/ritzau/