Han har tidligere fået rettens ord for, at der ikke skal placeres et privat fixerum i kælderen under ejerforenings ejendom på Vesterbro. I dag glæder Carsten Mai sig dog over, at et politisk flertal har besluttet at lovliggøre kommunale fixerum.
- Som beboer på Vesterbro er jeg varm tilhænger af, at man etablerer et fixerum med offentligt tilsyn, siger Carsten Mai fra ejerforeningen i Reventlowsgade 26-30.
- Det, jeg har været modstander af, er, at man ville etablere et såkaldt fixerum uden tilsyn fra kvalificeret sundhedspersonale.
Vesterbro i København er i dag et af de mest udsatte områder i landet, hvad angår salg og brug af ulovlige stoffer.
- Man støder på sprøjter i gårdene, og hvis man har børn, der selv går hjem om eftermiddagen, oplever man, at de ikke tør gå ind i opgangene, fordi der sidder stofmisbrugere på trappestenene, siger Carsten Mai.
Siden september sidste år har der kørt et mobilt fixerum rundt på Vesterbro i form af en ombygget ambulance, hvilket ifølge Carsten Mai har ført til færre narkomaner, der åbenlyst tager stoffer:
- Jeg har kunnet se en fredeliggørelse af de områder, vognen har været i. I den tid, hvor der ikke var et parlamentarisk grundlag for at lave fixerum, synes jeg, det mobile fixerum har været et udmærket initiativ, siger han.
- Men jeg tror, at det har været et problem for stofmisbrugerne at vide, hvor vognen har holdt på forskellige tidspunkter.
På Christiansborg afviser Det Konservative Folkeparti dog fixerum som brugbar løsning:
- Når en stofmisbrugeren indtager ulovlige stoffer, uanset om det sker i et fixerum eller på gaden, så er det med til at holde det illegale marked og dødens købmænd i gang, siger retsordfører Tom Behnke.
- Fixerum er med andre ord det samme som at acceptere kriminaliteten og de ulovlige stoffer. Det kan vi ikke være med til.