Storsalg. Udsalg. Før-udsalg.
Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at julegaven kan fåes til spotpris, endnu inden træet hjemme i stuen har tabt sine nåle.
I år har en lang række butikker således valgt at indlede det traditionelle januar-udsalg allerede i morgen, torsdag den 27. december.
Blandt dem er stormagasin-kæden Magasin.
- For år tilbage var det sådan, at man startede udsalget i januar. Men nu ser vi, at det simpelthen starter tidligere og tidligere. Sidste år startede vi også i december måned som mange andre, og det var en stor succes, som vi prøver at gentage i år, siger kommerciel direktør Henrik Kaas til Bt.dk.
Og selvom mange nok synes, at det er noget skidt, at de julegaver, de næsten lige har købt, nu kan fåes til halv pris, mener Henrik Kaas, at det fremrykkede udsalg er godt for kunderne.
- Det er helt klart en fordel for dem, der skal have byttet deres gaver. De får mere for deres penge, siger han med henvisning til, at man ofte vil kunne få refunderet differencen, hvis den julegave, man har fået, er kommet på udsalg, inden byttefristen er udløbet.
Læs mere om byttereglerne på Forbrugerrådets hjemmeside: