Robert Olsen, formand for Hus Forbi s bestyrelse og forstander på Mændenes Hjem skriver:
Nyhedsavisen har i dagene op til og efter påske bragt flere artikler om Hus Forbi, der viderebringer en række udokumenterede påstande og er groft manipulerende i sin fremstilling.
Jeg blev ringet op af journalist Kristian L. Olsen. Han citerede blandt andet en ansat fra værestedet Kofoeds Kælder ved navn Kim Clemen for at sige, »at 70 procent af alle Hus Forbi-sælgere ikke er hjemløse«. Da jeg spørger, hvordan Kim Clemen er kommet frem til det tal, kan jeg ikke få et svar på det. Mindre end fem procent af aviserne distribueres fra det værested, hvor Kim Clemen er ansat - han udtaler sig med andre ord om noget, han ikke har forstand på.
Alle sælgere skriver under på, at de er »hjemløse eller tidligere hjemløse«. I artiklen 2. april skriver Kristian L. Olsen, at »en underskrift er ikke nok«. Men hvad er så nok? En underskrift er vel lige så god, om den kommer fra Kristian L. Olsen, en hjemløs eller fra mig?
I en anden artikel citeres Kim Clemen for at sige, at »det er den største sorte forretning i Danmark«. Problemet er igen, at der ikke er dokumentation for de udsagn, der fremkommer i artiklen. Hus Forbis bestyrelse besluttede i øvrigt på sit bestyrelsesmøde i marts, at der i perioden 2007/2008 skal laves en større undersøgelse af sælgerne af Hus Forbi, så myter og udokumenterede påstande ikke overtager debatten. For en god ordens skyld skal jeg nævne, at Hus Forbi som forening betaler moms og skat. Regnskaberne revideres af en statsautoriseret revisor. Der indsendes regnskab til Socialministeriet. Af sælgerkontrakten fremgår det, at indtægten er at regne for B-indkomst.