27.000 fuldfede laks er lykkee med at undslippe et havbrug ved byen Dyrøy i det nordligste Norge.
Fiskenes flugt fandt sted natten til mandag, da dårligt vejr ødelagde et af de net, der holdt fiskene fanget. Først blev det anslået, at maksimalt 100 laks var undsluppet, men det viste sig senere, at alle 27.000 laks i det ødelagte net var forsvundet ud i det fri.
Det norske fiskeridirektoratet har beordret producenten til at fange så mange af de undslupne fisk som muligt, og fiskeproducenten Mowi har derfor udlovet en dúsør på 500 norske kroner pr. fanget laks. Laksene vejede ifølge VG omkring 5,5 kilo og var klar til at blive fileteret og gjort klar til konsum.
I havbruget opdrættes laksene i store net, der på overfladen ses som flydende ringe. De undslupne laks udgør cirka en fjerdedel af de i alt 105.000 laks i anlægget ved Dyrøy. Producenten håber nu, at dusøren vil motivere mange lokale fiskere til at hjælpe med at begrænse tabet.