Det er ikke kun håndværkerne, der skal konkurrere med udenlandsk arbejdskraft.
Også de hjemløse oplever en stigende konkurrence på levebrødet.
- Der kommer svenskere, polakker, portugisere og folk fra andre lande og sælger Hus Forbi, forklarer misbrugskonsulent Steinar Rong.
Det er en tendens, de danske hjemløse længe har været vidne til, og de er efterhånden godt trætte af det.
- Jeg er virkeligt træt af alle de polakker og andre udlændinge, der kommer og sælger Hus Forbi og nasser på os andre. De bor på herberger og spiser de samme steder som os. Det er et problem, fortæller den hjemløse Hus Forbi-sælger Bent Andersen til Nyhedsavisen.
Kommer for at arbejde
- Udlændingene finder ud af, hvordan man overlever som hjemløs i Danmark, og så slår de sig ned, siger Bent Andersen.
Ifølge Kim Clemen, der arbejder blandt byens svageste, er det ikke med intentionen om at udnytte det danske system, at udlændingene kommer til Danmark.
- Jeg kender nogle polakker, som sælger Hus Forbi. Polakkerne kommer for at arbejde som håndværkere, men finder ud af, at de ikke kan få arbejde. Så finder de ud af, at de kan arbejde som sælgere af Hus Forbi. Det bliver så deres faste arbejde, forklarer Kim Clemen.
Må sælge i et halvt år
Efter Nyhedsavisens afsløringer af, at nogle Hus Forbi-sælgere ikke betaler skat og benytter indtjeningen på at opretholde deres alkohol- og stofmisbrug, samt at det ikke er alle sælgere, der er hjemløse, har formanden for Foreningen Hus Forbi, Robert Olsen, ikke ønsket at indgå i artiklen.
På Hus Forbi s hjemmeside oplyses det, at ikke-danske EU-borgere må sælge Hus Forbi i op til et halvt år.