5.800 job er forsvundet på ét år, men nu bløder it-branchen ikke længere.
Beskæftigelsen har stabiliseret sig på 80.700 fuldtidsstillinger i november 2010.
Det er det samme som i i juli i fjor, viser tal som Arbejderbevægelsens Erhversråd har udarbejdet for HK/Privat.
Tallene glæder politisk-økonomisk konsulent i HK/Privat, Morten Skov.
"Det ser ud som om, at it-beskæftigelsen ikke kommer længere ned, og det er meget positivt. Det ser ud som om, krisen er overstået for it-branchen, og vi forventer, at kurven begynder at gå op igen i takt med, at virksomheder begynder at investere mere og efterspørge flere it-løsninger," siger han.
Eneste lille hage er - set med danske briller - at det i stor stil er udenlandske eksperter, der løber med jobbene.
De kommer til landet på de såkaldte jobkort-ordninger, der tæller beløbsordningen, positivlisten og greencard-ordningen.
I de første 11 måneder af 2010 fik 4.983 udlændinge arbejdstilladelse i Danmark, og heraf er langt størstedelen beskæftiget i it-branchen.
Til sammenligning var antallet af opholdstilladelser kun 3.616 i 2009.
"Vi oplever en enorm stigning i udenlandske it-medarbejdere, der kommer til landet - og statistikken viser kun mennesker fra lande uden for EU. Vi vurderer, at omkring fem til ti procent af beskæftigelsen i it-branchen i Danmark i dag udgøres af udlændinge, og andelen vokser, hvis udviklingen fortsætter," siger Morten Skov.