5.558 udlændinge trykkede sidste år speederen i bund og kørte fra den fartbøde, de har fået her i landet.
For bøden ryger ud med skraldet hos politiet, hvis ikke føreren er fra en af de nordiske lande. Det sker, selv om det er muligt sende bøden til eksempelvis Tyskland eller Polen.
Tallene kommer bag på formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Venstres Karsten Nonbo. Han vil derfor tage sagen op med Justitsministeren.
"Det er som om, at Justitsministeriet forsøger at bilde os ind, at der er en aftale om at indkræve bøder hos hinanden, og at alt er i skønneste orden. Disse tal viser, at sådan er virkeligheden ikke," siger Karsten Nonbo til Jyllands-Posten.
Det burde kunne lade sig gøre at sende en fartbøde til hele Europa og ikke kun her i norden, mener Venstre-manden.
Han er ligeglad med, at det efter alt at dømme vil være langt dyrere at hente bøderne hjem, end det overskud de faktisk måtte give.
"Det koster at have retfærdighed - og for eksempel fængslerne er meget dyre. Men det er en nødvendig udgift," siger han til Newspaq.
Politiet kunne rent faktisk godt sende bøder til fartsyndere i resten af Europa. Det er alene et spørgsmål om prioriteter.
"Vi står i en virkelighed med rocker- og bandekriminalitet og mange andre forhold, som vi skal tage os af. Så det er et spørgsmål om prioritering," siger Kenneth Joensen, vicepolitimester i Rigspolitiet, til Jyllands-Posten.
Avisen har ikke haft mulighed for at indhente en kommentar fra justitsminister Lars Barfoed.
Kilde: JP