Der er ingen arbejdsgiver, der tvinger Ishan Gupta til at blive på kontoret til klokken otte hver aften. Tværtimod arbejder han det, han selv kalder en normal arbejdsdag, fra klokken halv ni om morgenen til halv seks om aftenen.
Ishan Gupta er 24 år og kom til Danmark i juni 2005 for at læse en MBA på Handelshøjskolen i København. Han tog imod tilbuddet, da han igennem sin skoletid i Indien ofte hørte, at ’har man ikke levet i København, har man ikke levet livet’. Senere blev han ansat i biotek-virksomheden ViroGates.
Hvor flere danskere selv føler, at de stresser rundt i forsøget på at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, har højtuddannede udlændinge ros til det danske arbejdsmarked, når de kommer hertil fra lande som Indien, USA eller Portugal.
»Der er ingen løftede øjenbryn, hvis man siger, at man har en aftale og er nødt til at gå klokken halv seks,« siger Ishan Gupta.
En ny undersøgelse viser, at 79 procent af de højtuddannede udlændinge i Danmark oplever, at arbejdspladsen har respekt for medarbejdernes familieliv. Undersøgelsen er lavet af analysefirmaet Oxford Research med støtte fra blandt andet videnskabsministeriet og organisationen Copenhagen Capacity, som arbejder for at lette forholdene for udenlandsk arbejdskraft og virksomheder, der ønsker at slå sig ned i Danmark.
Ifølge personaledirektør fra Novo Nordisk, Lars Christian Lassen, er det til virksomhedens fordel at lade medarbejderne få fri i ordentlig tid.
»Vi er alle hårdarbejdende, det gælder også vores kolleger fra udlandet, men hvis du ikke har balance i livet og kan lade batterierne op med familien, så er det ikke langtidsholdbart. Vores udenlandske kolleger siger ofte, at de er rigtig glade for, at arbejdspladsen er socialt ansvarlig,« siger han.
Og muligheden for et afbalanceret liv med både familie og arbejde er ligefrem noget, Danmark skal markedsføre, mener Copenhagen Capacity:
»Vi skal prøve at brande vores styrke: At der er mulighed for et spændende job – og samtidig have en familie og trives. You can have both,« siger direktør i Copenhagen Capacity, Rolf Larssen.
401 udlændinge i undersøgelsen vurderer, at ordnede forhold, en engelsktalende befolkning og en høj livskvalitet generelt tæller som styrker, når Danmark skal tiltrække den højtuddannede arbejdskraft. Også kvindernes mulighed for at have en karriere gør et positivt indtryk på udlændingene.
Ishan Gupta er blevet så glad for Danmark, at han vil blive mindst nogle år endnu. Og selvom han er i chok over den høje danske skat, er han glad for, at han får penge nok udbetalt, selv om han kun arbejder til klokken 17.30 hver dag. Han har efterhånden accepteret de danske leveomkostninger – de brune lædersko er i hvert fald købt i Zara i København.
FAKTA OM EXPAT STUDY 2006