Udlændinge har sat sig solidt på jobbene inden for flere brancher, og ofte ser de ledige danskere ikke et jobopslag, fordi jobbene bliver besat via netværk og uopfordrede ansøgninger, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.
Sæsonjob som bær- og frugtplukkere er næsten 100 procent på udenlandske hænder, og rekrutteringen foregår typisk uden opslag, fortæller Claus Hunsballe, formand for jordbæravlerne.
- Hvis plukkerne kommer tilbage året efter, så har de måske taget en ven eller kæreste med. Det er ligesom ringe i vandet, siger han.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) nye hotline for rekruttering af ledige har slet ikke fået henvendelser om sæsonjob.
Brancheorganisationen Horesta vurderer, at det i de største byer nu er op til 75 procent af stillingerne som stuepiger, rengøringsassistenter og opvaskere, der er besat af medarbejdere med international baggrund.
Ifølge administrerende direktør Katia K. Østergaard skyldes det blandt andet en manglende interesse fra danskernes side i at søge disse stillinger.
I stedet ansættes udlændinge, som gør det så godt, at arbejdsgiverne lader dem anbefale familie og venner til ledige stillinger, som så ikke nødvendigvis bliver slået op, siger hun.
Arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V) vil gøre det mere attraktivt at søge lavtlønsjob ved at indføre et "moderne kontanthjælpsloft". Ledige danskere skal kæmpe om jobbene ved at søge uopfordret, mener han.