Hos de udenlandske investorer bliver der spejdet efter danske realkreditobligationer, som er særligt eftertragtede.
Det fremgår af nye tal fra Nationalbanken, som Totalkredit har kigget på.
- Den globale obligationsefterspørgsel er generelt høj. Centralbanker er fortsat aktive i markederne og holder obligationsstøvsugeren tændt, og her er de danske meget attraktive, fortæller chefanalytiker Jeppe Borre fra Totalkredit.
I juni steg udlandets beholdning med knap 15 milliarder kroner til samlet set at lyde på godt 650 milliarder kroner. Det svarer til, at udenlandske investorer i dag ejer lidt mere end hver femte obligation bag danskernes lån.
- Samlet set betyder den her store efterspørgsel, at renten er lavere, og det er altså dermed billigere at låne penge, lyder det fra Jeppe Borre.
Han vurderer, at det fortsat kommer til at se sådan ud i den nærmeste fremtid. Måske daler udlandets beholdning en smule, men interessen vil fortsat være høj.
Jeppe Borre fortæller, at der er et bestemt verdenshjørne, som er særligt glad for de danske realkreditobligationer.
- Interessen er egentlig spredt godt ud. Men i de seneste år har vi bidt mærke i de japanske investorer, som i høj grad har købt ind.
- Det skyldes blandt andet, at der i Japan er opkøbsprogrammer, som får investorerne til at kigge ud over landets grænser, lyder det fra chefanalytikeren.
Udlandets ejerandel i obligationerne bag de fastforrentede lån rammer i de nye tal det højeste nogensinde på 30 procent.
For et år siden lød andelen på 27 procent, og går man yderligere et år tilbage, var andelen 20 procent.
/ritzau/