Det lyder måske helt gakgak.
Men Lady Gaga, der udover sine storhittende popsange har gjort sig bemærket med sine vilde kostumer af kød og diamanter, kan nu føje lidt mere succes til CV'et.
Hun har nemlig solgt hele 1,1 millioner eksemplarer af sit nye album 'Born This Way' på den første uge efter udgivelsen, skriver Entertainment Weekly.
Det er det højeste antal siden 50 Cent solgte 1,1 millioner eksemplarer af 'The Massacre' i 2005.
Den suveræne rekord står der dog fortsat 'NSync på. Boybandet solgte i 2000 2,4 millioner styks af deres album 'No Strings Attached' på den første uge.
Det anslås, at 662.000 af de solgte Lady Gaga-plader er solgt via digital download. Omkring 440.000 af dem står Amazon.com for alene.
Men Amazon.com gjorde også Gaga den tjeneste at tilbyde albummet til sine kunder for bare 99 cent i en begrænset periode.
Kilde: Entertainment Weekly