Hvis du til daglig bor i Nakskov eller i Rønne, er rigtig mange af dine venner arbejdsløse. Venner i Nordsjælland kan dog i høj grad se frem til at få en lønseddel hver eneste måned.
Ungdomsarbejdsløsheden er eksploderet under finanskrisen. I juni 2008 var blot 4,4 procent af unge mellem 16 og 29 år arbejdsløse. I dag hedder det tal, baseret på de nyeste tal fra september i år, 13 procent.
I alt er 41.670 unge mellem 16 og 29 år arbejdsløse, ifølge de seneste tal over bruttoledigheden. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd baseret på tal fra Danmarks Statistik.
Ungdomsarbejdsløsheden rammer voldsomt skævt på Danmarkskortet. De rige kommuner i Nordsjælland kan juble over få unge i arbejdsløshedskøen - i Udkantsdanmark er billedet dog et helt andet og trist et af slagsen.
Gentofte Kommune er den kommune i landet, hvor færrest unge er arbejdsløse med en arbejdsløshed på blot 7,6 procent. Det samme antal er arbejdsløse i Hørsholm Kommune, og kommuner som Rudersdal, Skanderborg og Allerød har også en lav ungdomsarbejdsløshed.
Til gengæld slår ungdomsarbejdsløsheden benhårdt i flere kommuner i det såkaldte Udkantsdanmark. Lolland Kommune slås med en ungdomsarbejdsløshed på hele 20,7 procent af arbejdstyrket, på Bornholm er tallet 20,4 procent og i Odsherred Kommune er næsten hver femte ung uden job, her er tallet 19,9 procent.
Tallene viser også, at unge kvinder har en højere arbejdsløshed end unge mænd. 13,8 procent af kvinderne er arbejdsløse - for unge mænd er tallet 12,9 procent.