Udgifterne til DSB's seneste fyringsrunde er med til at forvandle et spinkelt overskud på togdriften til et minus på 33 millioner kroner før skat.
Det viser DSB's regnskab for første kvartal.
Fyringsrunden, hvor 60 personer blev fyret, og DSB droppede at genbesætte 40 ledige stillinger, koster DSB 51 millioner kroner. Det fremgår af DSB's regnskab for de første tre måneder i år.
Fyringerne er dog ikke det eneste triste element for DSB i regnskabet. Hvis man renser regnskabet for engangsudgifter, står en overskud på 20 millioner kroner tilbage. Det er næsten 100 millioner kroner mindre end samme periode sidste år.
Derudover fortæller regnskabet, at DSB ikke formår at forvandle flere rejsende til flere indtægter.
- Resultatet for første kvartal er præget af stagnerede indtægter samt stigende omkostninger, skriver DSB.
I alt har DSB haft 900.000 flere rejsende i de første tre måneder sammenlignet med sidste år.
Det skyldes, at væksten i antallet af passagerer stammer fra salget af flere billige billetter. Det er salg af de billetter, der i DSB-universet hedder Orange- og Orange Fri-billetter, der henvises til.
DSB har sat flere af disse billigere billetter til salg. Det har betydet, at flere har købt de billige DSB-billetter i stedet for at købe billetter til fuld pris. Derfor har mersalget ikke betydet flere indtægter.
Med til passagerudviklingen hører også, at DSB ofte har mindre trafik omkring højtiderne.
Da påsken i 2018 lå i marts, men i 2019 udelukkende lå i april og dermed i andet kvartal, hjælper det passagertallet op.
DSB noterer, at fremgangen i antallet af rejsende primært er sket i S-tog og regionaltog på Sjælland.
Derudover skriver DSB, at det fortsat er planen, at DSB og Dansk Jernbaneforbund inden 1. juni skal have aftalt lokale aftaler for lokomotiv- og togpersonalet.
Stridigheder mellem DSB og lokoførere førte i april til en arbejdsnedlæggelse, der lammede togtrafikken 1. april i Østdanmark.
/ritzau/